logo
indmeldelse
logo
indmeldelse
logo

VEDTÆGTER

Støtteforening for Hospicearbejde er en almen velgørende forening som har til formål at støtte hospicearbejde i Odense

Vedtægter for foreningen Støtteforening for Hospicearbejde

§1. Navn, hjemsted og formål

1.1. Foreningens navn er ”Støtteforening for Hospicearbejde”, og hjemsted er Odense Kommune.
1.2. Foreningens adresse er c/o foreningens sekretariat.
1.3. Foreningen, der er almen velgørende, har til formål at støtte hospicearbejdet i Odense blandt andet på følgende måder:

  1. at udbrede kendskabet til hospice
  2. at skaffe økonomiske ressourcer via enkeltpersoner, virksomheder, institutioner, fonde m.m.
  3. at støtte arbejdet på Hospice Fyn, herunder støtte til de frivillige, beboere og pårørende samt tilskud til
    specielt inventar og udsmykning.
  4. at støtte det palliative arbejde til hjemmeboende uhelbredelig syge uanset alder.
  5. at yde legater til fremme af forskning og efter-/videreuddannelse af palliativ behandling og pleje.

§ 2. Støttemedlemskab/gaver

2.1. Der kan tegnes medlemskab af enkeltpersoner/ægtepar, foreninger, institutioner og virksomheder. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.

2.2. Støttemedlemskab tegnes ved, at der til foreningen fremsendes anmodning om at blive støttemedlem. Støttemedlemmet modtager derefter indbetalingskort, som også fungerer som medlemskort. De følgende år fremsendes automatisk indbetalingskort/medlemskort. Ved manglende benyttelse af indbetalingskortet slettes medlemskabet uden yderligere påkrav.

2.3. Samtlige midler, der tilgår foreningen, indsættes på dertil oprettede konti i et pengeinstitut.

§ 3. Generalforsamling

3.1 Den ordinære generalforsamling, der er foreningens øverste myndighed, afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af 1 suppleant.
8. Valg af revisor.
9. Valg af revisorsuppleant.
10. Eventuelt.

3.2 Indkaldelse finder sted med mindst 2 ugers varsel ved bekendtgørelse i den lokale presse, og/eller ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indleveres til foreningens sekretariat senest 8 dage før generalforsamlingen.

3.3 Bestyrelsen kan beslutte at holde digital generalforsamling og skal meddele dette ved indkaldelsen. Beslutningen kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan holdes som følge af force majeure, herunder myndighedspåbud.

Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til digitale systemer og medier, der skal anvendes ved digital generalforsamling og skal sikre at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagtages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan de digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Medlemmerne skal ligeledes oplyses om hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåde ved generalforsamlingen.

§ 4. Ekstraordinær generalforsamling

4.1. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når et flertal af bestyrelsen måtte finde det formålstjenligt, eller når mindst 20 af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt ønske herom.

4.2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som ordinær generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.

4.3. Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske fra medlemmerne, skal disse samtidig med begæringens fremsendelse meddele, hvilke emner der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage derefter at udsende indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling.

§ 5. Foreningens organisation

5.1. Foreningen ledes af en bestyrelse, bestående af mindst 5 og højst 9 medlemmer, der vælges for en periode af 2 år, således at der efter tur afgår halvdelen af medlemmerne. Genvalg kan finde sted. Suppleant, revisor samt revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.

5.2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede efter forudgående skriftlig indkaldelse med mindst 8 dages varsel med angivelse af dagsorden.

5.3. Der udfærdiges referat for hvert bestyrelsesmøde. Referatet forelægges til godkendelse på næstkommende bestyrelsesmøde.

§ 6. Tegningsforhold

6.1. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel over for offentlige myndigheder som over for private. Den råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

6.2. Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden eller i hans fravær af næstformanden, begge i forening med et bestyrelsesmedlem. Der kan meddeles prokura.

§ 7. Regnskabsår

7.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsrapport opstilles i overensstemmelse med herom gældende regler og skal revideres af en på generalforsamlingen valgt statsaut. eller registreret revisor.

§ 8. Ændring af vedtægter og foreningens eventuelle opløsning

8.1. Vedtægtsændringer eller forslag til ophævelse af foreningen kan kun gennemføres, når mindst halvdelen af medlemmerne er fremmødte, og når beslutningen er vedtaget med mindst 2/3 deles flertal af de afgivne stemmer.

8.2. Er vedtægtsændringerne eller beslutning om ophævelse af foreningen vedtaget med 2/3 dele af de afgivne stemmer, uden at halvdelen af medlemmerne er tilstede, indkaldes med 3 ugers varsel til ny generalforsamling, på hvilken spørgsmålet eller forslaget kan vedtages med 2/3 dele af de afgivne stemmer uden hensynstagen til antal fremmødte.

8.3. Beslutning om opløsning skal træffes med samme stemmeflerhed i generalforsamlingen som efter § 8.1. Ved opløsning skal eventuelle værdier overdrages til ”Hospice Fyn” til anvendelse efter de til en hver tid gældende vedtægter for Hospice Fyn Støtteforening.

Vedtægterne vedtaget på stiftende generalforsamling den 18. marts 1999.
Vedtægterne ændret på ekstraordinær generalforsamling den 22. maj 2003.
Vedtægterne ændret (navneændring) på ekstraordinær generalforsamling den 27. maj 2008.
Vedtægterne ændret på ekstraordinær generalforsamling den 29. juni 2022

 

TILLÆG TIL VEDTÆGTER

Responsum

gør en forskel i dag

Med en indmeldelse i Støtteforening for Hospicearbejde, er du med til økonomisk at støtte det frivillige arbejde. Ønsker du at lave en donation, er dette også muligt.
logosekretariat@hospicefyn-sf.dk
Cookiepolitik  |  © Copyright 2023 STØTTEFORENING FOR HOSPICEARBEJDE  |  ALL RIGHTS RESERVED  |  LAVET AF CKA-DESIGN
chevron-down